En deltager fortæller

am-faarup-2

"Jeg startede i en sorggruppe i august 2013, efter at have mistet min søn i april 2013.
Vi var tre i gruppen og vi havde en dygtig ”tovholder”, som var der for os, og det var guld værd. Som personer er nogle mere åbne end andre, og der hjalp vores tovholder med, at der blev taletid til alle.

Når man mødes som sorggruppe, har vi jo prøvet det samme, så man behøver ikke, at bruge en masse energi på at fortælle det samme igen og igen, og man belaster heller ikke sin familie hele tiden - de har jo også selv en sorg, som de skal forholde sig til.
Man kan næsten se hvordan, man hver især har det, eller har haft det siden man sidst mødtes, for man kommer virkelig tæt på hinanden. I dag er vi rigtig gode veninder, og besøger hinanden privat.

Nu ville skæbnen, at jeg også havde mistet min mand tre uger før min søn, så på et tidspunkt havde jeg brug for, at få bearbejdet tabet af min mand, da han ligesom var skubbet til side, efter tabet af min søn. Så kom jeg også i en sorggruppe for mistet ægtefælle.

Det at være i en sorggruppe, og for mig to, har bare givet mig så meget, for selvom jeg har en dejlig familie, skønne veninder, og gik til psykolog, var det at være i en sorggruppe noget andet. Vi prikkede kærligt til hinanden, hvis en havde det lidt svært med at komme videre, eller skulle noget nyt og ikke vidste om hun turde eller magtede det, så støttede vi op om hende. Vi havde også byttet telefonnumre og vi måtte gerne ringe til hinanden, hvis vi havde brug for det.

Jeg begyndte også at bruge Café Solsikken, som er en hyggegruppe for enker og enkemænd. Og da jeg, i juni 2014, blev opfordret til at overtage cafeen, sagde jeg ja.

I marts 2016 blev jeg opfordret til at stille op som suppleant i Selvhjælp Hernings bestyrelse og blev valgt ind. Og mit næste skridt bliver, at jeg har valgt selv at blive frivillig igangsætter/tovholder for en sorggruppe. Det føler jeg mig klar til og jeg har lyst til at hjælpe andre, som befinder sig i en svær tid, som jeg selv har prøvet.

Så det at starte i en sorggruppe, og samtidigt synes at livet er hårdt og uretfærdigt, kan føre mange positive ting med sig på langt sigt."

Anna Marie Faarup, 2016